Én samlet og stringent identitet
En virksomheds visuelle identitet skal være let genkendelig, og den må gerne fortælle en historie om, hvem man er – og hvilke værdier man repræsenterer. Vigtigst af alt er dog, at udtrykket er klokkerent for kunderne, uanset hvor og hvordan de møder virksomheden.
Bladt Industries kontaktede os, fordi de havde brug for at flytte sig. Ikke i den daglige drift, hvor virksomheden i forvejen var i en rivende udvikling. Heller ikke geografisk: Så havde de kontaktet et flyttefirma. Vi skulle derimod flytte deres brand et niveau højere op. Rykke deres gennemslagskraft ved at samle de mange strittende fingre i kommunikationen til en slagkraftig næve.
Kort fortalt skulle vi revidere hele virksomhedens visuelle identitet – med behørig respekt for den hidtidige identitet og skabe et rammeværktøj, som alle i virksomheden kunne bruge for at sikre en sammenhængende identitet på de mange visuelle udtryk.
