Ti år tilbage til fremtiden

De seneste ti års udvikling i virksomheden Novagraf - kort opsummeret.

Blog: Lasse Jørgensen
En onsdag eftermiddag fik jeg en intern mail

Nederst stod der følgende: ”P.S.: Hvis du har energien, kunne det være oplagt med et blogindlæg omkring Novagraf og de seneste ti års udvikling … med et blik ud i fremtiden…” Og det var ikke så svært…

Jeg synes det er sjovere at se frem, end det er at se tilbage. Ikke fordi skeletterne rasler ud af skabet, men fordi – den tid der er gået – den er jo væk. Godt nok er jeg blevet nogle erfaringer og en masse gode oplevelser rigere. De minder kan jeg dog ikke leve på alene. Jeg synes det spændende er at bruge dem proaktivt, og blive en del af fremtidens udvikling. Derfor siger jeg: ”Byd fremtiden velkommen, hvis du tør. Jeg kan bare slet ikke lade være…”

Lasse Jørgensen, Adm. direktør - Novagraf

Lad os først spole tiden tilbage…

Novagraf A/S blev en realitet, da Arden + Kommunik A/S samt Dronninglund Bogtrykkeri A/S fusionerede med virkning fra 1. oktober 2007.

Der var dog først samling på adressen med virkning fra mandag den 8. oktober, så det er den dag vi regner efter. Det var i perioden lige før finanskrisen. Vi var fulde af optimisme og havde lagt store planer – og vi havde investeret derefter. Det blev dog et par hårde år. Vi skulle have de forskellige kulturer til at spille sammen. Vi skulle skabe vores egen kultur. Samtidigt blev det nødvendigt at skære ind til benet, og afskedige adskillige medarbejdere. De tilbageværende måtte affinde sig med arbejdsfordeling og reduktion i deres løn. Det var en hård tid, hvor vi trods alt lærte at stå sammen og kæmpe for den virksomhed vi har kært. Efterfølgende er det heldigvis gået os godt. Vi har igen kunnet ansætte dygtige medarbejdere og vi har formået at tjene penge, så vi har kunnet investere i fortsat udvikling.

I samme periode har digitaliseringen for alvor slået igennem. Den har været hård ved mængden af tryksager der skal produceres, og derfor er der også mange gode kollegaer der har måtte lukke deres virksomhed. Vi producerer fortsat masser af tryksager, og er i dag det eneste producerende arktrykkeri i Aalborg. Jeg synes, det sender et tydeligt signal om, at vi kan noget som kunderne lægger vægt på. Alternativt havde vi ikke været her i dag.

Mængden af tryksager vil fortsat falde, men jeg tror på at vi vil producere i mange år endnu. Det giver nogle betydelige fordele omkring fleksibilitet, logistik og leveringssikkerhed. Det oplever jeg, at kunderne lægger vægt på.

En virksomhed i udvikling

Hos Novagraf har vi altid haft fokus på andet end lige tryksagen.
For i nutidens fragmenterede mediebillede kan det enkelte medie ikke stå alene. I den sidste ende handler det om at give kunderne en sammenhængende oplevelse på alle punkter – uanset hvad du sælger. Vi har altid haft betydelige kompetencer omkring design, reklame og prepress. De sidste godt 5 år, har vi udvidet betydeligt omkring reklame, kommunikation, kreative koncepter, sociale medier, webudvikling, SEO, digital marketing osv. Og i dag ser vi os selv som en totalleverandør af samlede kommunikationsløsninger. Det er der heldigvis også mange kunder der gør. Tak for det.

Vi har været omstillingsparate – vi har været i bevægelse. Og langt hen af vejen, har vi formået at tilpasse vore ydelser og ikke mindst vores organisation til det der efterspørges i dag. Og det har ikke altid været let, men det har været spændende.

Lasse Jørgensen, Adm. direktør - Novagraf

… og så videre til fremtiden

Skal vi udvikle os fremadrettet, skal vi kunne flytte vores kunder.
De skal styrkes og udvikles. Vi vil ikke være afhængige af at kunne producere en tryksag eller en anden form for budbringer. Vi vil have fat om kundens udfordringerne og være med til at byde ind med de løsninger som tiden til en hver tid kræver. Det kræver, at vi har en lærende og meget agil arbejdsproces. Det arbejder vi løbende med for det bliver et af de væsentligste omdrejningspunkterne for fremtidens virksomheder.

Hip hip hurra for Novagraf – og for de første 10 år på Lyngvej. Lad os sammen byde fremtiden velkommen…