Faldgruber når du launcher dit website

6 vigtige ting I bør huske inden jeres nye website går live.

Blog: René Pedersen
Websitet er jeres ansigt udadtil...

Og et nyt website kræver tit måneders arbejde. Først med dataopsamling og digital strategi. Så design og udvikling. Og sidst men ikke mindst med at få opbygget indholdet på det nye website. Det er en ressourcekrævende indsats – og så er det ikke fedt at snuble over mållinjen.

René’s seks bud

Novagraf Business Partner, René B. Pedersen fra Lidt Lakrids, er udvikler og en erfaren herre i faget. Han kommer her med sit bud på seks vigtige ting, du skal huske (at spørge dit web-/reklamebureau om), når du lancerer dit nye website.

#1

Giv søgemaskinerne adgang til dit website

I de fleste CMS løsninger er det muligt at begrænse søgemaskinernes mulighed for at indeksere websitet. Det er meget hensigtsmæssigt i en udviklingsfase, så der ikke ved et uheld dukker søgeresultater fra et halvfærdigt site op på google. Men så snart sitet lanceres, er det afgørende at få fjernet det lille flueben, så søgemaskinerne får adgang til websitet.

Det var lige præcist det en kundes webbureau havde glemt, da de lancerede en spritny webshop herunder. Grafen herunder viser besøgstal og tidspunkt for launch – og kræver vist ikke nogen videre forklaring.

#2

Inviter søgemaskinerne forbi

Når det nye site er live, er der naturligvis fordele i, hurtigst muligt, at få indekseret det nye site, så fx googles søgeresultater også afspejler virkeligheden på det nye site.

Her er det en god idé at bede google’s crawler om at besøge dit site. Det klares ganske enkelt i Google Search Console.

#3

Husk redirects

Ofte har et nyt website en ændret eller helt anderledes URL struktur end det site, det erstatter. Får man ikke opsat redirects, vil google tilgå den enkelte underside og blot få besked om at den ikke længere findes. Udover at det for brugeren risikerer at give en uheldig oplevelse, er det også direkte skadeligt for sidernes rank på google, da fx sidens autoritet ikke overføres til de nye undersider. Nogle løser det ved blot at viderestille brugeren til forsiden.

Resultatet er en dårlig brugeroplevelse, hvis brugeren fx har klikket på et link fra google til et produkt, men blot havner på forsiden. Desuden forringes alt indgående linkbuilding markant, og samtidig vil/kan et pludseligt opstået link-push til forsiden opfattes negativt for søgemaskinen. Har man 1.000 undersider, så skal man ikke lave 301 på samtlige undersidelinks, men på de mest relevante. Altså de links, hvor der i forvejen er opbygget autoritet eller er kerneundersider for virksomheden.

#4

Tjek SSL og redirects

I dag er https et must-have ift. google. Desuden sender det et signal til brugeren om, at du, som virksomhed, tager datasikkerhed alvorligt. Og her er der flere faldgruber.

Tit ser vi at kun forsiden redirecter fra http til https (ofte som følge af et dårligt plugin, der ikke løser opgaven tilstrækkeligt). Dvs. tilgår man en underside, vil dette stadig være på en standard usikker http forbindelse. Andre gange opsættes https som standard for webadressen, hvor der ikke bliver lavet redirects fra http til https. Altså er der risiko for at blive straffet for duplicate content.

#5

Redirect mellem non-www og www

Er der forskel på, om du indtaster www.novagraf.dk eller bare novagraf.dk i din adresselinje? I høj grad. Her skal der opsættes redirects mellem www og non-www for at undgå duplicate content.

Sammen med pkt. 3 er der risiko for at have samme indhold på, hvad google betragter, som fire forskellige domæner: http://www.domæne.dk, https://www.domæne.dk, http://domæne.dk og https://domæne.dk

Desuden er det væsentligt at have struktur på sine redirects af hensyn til loadhastighederne. Jo færre trin jo bedre. Flere 301-omdirigeringer giver flere opgaver i kø i browseren. Resultatet er langsom loadspeed og negativt parameter for søgemaskinen/Google.

#6

Vælg tidspunkt for launch med omhu

Generelt er det aldrig nogen god idé at lancere op mod en vigtig dato. Så hellere lidt før. Eller efter. For så er der tid til at få luget ud i eventuelle småfejl, og få fintunet brugeroplevelsen. Det er bedre at ekspedere sig gennem Black Friday på den eksisterende løsning, frem for at launche et nyt site torsdag aften kl. 20. Også selvom det gamle måske ikke performer så godt som det nye. Det samme gælder i øvrigt for launch af et website på en fredag. For langt de fleste udviklere holder fri i weekenden 😉

Som med alt andet medfører forandring en smule uro. Så der er altså intet unormalt i, at din trafik eller placering på google fluktuerer i en kort periode. Det vigtigste er, at ingen potentielle kunder går tabt.

Har du brug for et godt råd, en second opinion eller andet?
Så ring til René på telefon 6014 4196 eller send ham en mail på rene@lidtlakrids.dk