Jagten på fonten!

Hvad er det lige man gør, når man skal igang med et nyt fedt design – og man mangler den her udtryksfulde + fede skrifttype?

Blog: Mogens Kristoffersen
Svaret er 1 stk. internetsøgning

Som designer ønsker man sig altid nye font-muligheder, da fremtidige opgaver selvfølgelig ikke skal afspejle genbrug af tidligere projekter. Og skal du inspireres, så er internettet en af dine bedste venner.

"Da antallet af forskellige fonte på verdensplan sikkert befinder på et fem til seks-cifret niveau, så kan det hurtigt blive ret uoverskueligt at finde den helt rigtige font til ens formål"

Mogens Kristoffersen, AD'er hos Novagraf A/S

Tag en ting som font-posters. De er populære som aldrig før og alle med en lille smule respekt for design ynder at dekorere vægge med bogstaver, ord og citater, der er pakket ind i et væld af forskellige fonte.

Står man så og skal sætte gang i fx en plakatproduktion, så kan et værktøj som Google Fonts virkelig være behjælpelig, da man får lynhurtig adgang til pt. 846 stk. flotte (men også ret så forskellige) fonte. Google Fonts tilbyder en ultranem fontsøgning (doohhh… det er jo Google) – og fontene vises med en preview-tekst, så man hurtigt kan danne sig et overblik over en font i funktion.

Fontene er delt op i fem katagorier, hvilket gør man uden problemer kan sortére imellem de forskellige typer af skrifter.

De fem kategorier er:

· Serif (skrifttyper med fødder)
· Sans Serif (skrifttyper uden fødder)
· Display (skrifttyper som virker bedst i store størrelser – fx. til skiltebrug)
· Handwriting (skrifttyper som virker håndskrevne)
· Monospace (skrifttyper hvori alle karakterer har samme bredde)

Google fonts finder du her: www.google.com/fonts

Men hvad er så fordele og ulemper ved Google Fonts?

Fordele:

· Det er GRATIS
· Hurtig overblik
· Skrifter kan downloades
· Relativ nem installation/implementering
· Skrifterne kan bruges til både tryk, print og web

Ulemper:

· Alle andre har adgang til de samme 846 fonte
· De bedste/populære fonte ser man relativt tit i brug

Lad dig inspirere

Allright. Så nu ved du hvor du nemt kan finde nye fonte, men måske finder du det svært at udvælge eller blande disse fonte? Bare rolig… Nettet er igen din bedste ven. For her finder du alverdens guides og tutorials til hvordan forskellige fonte kan bruges og mikses. Prøv at google “google fonts design tips” og du vil sikkert finde noget, du kan bruge. Er du mere til visuel inspiration, så prøv fx femmebot.github.io/google-type/

Et andet godt link er: www.awwwards.com/100-greatest-free-fonts-collection-for-2015.html – Her finder du både google fonts samt andre gratis fonte. Virkelig et besøg værd, da disse 100 fonte alle præsenteres på hver sin inspirende måde.

Nyttige værktøjer

I jagten på disse “fede” skrifter er dét med at benytte alle de ninja-tricks, man nu engang kan. Og her er Fontface Ninja et genialt værktøj, da det er en browser-extension, som gør at man superhurtigt og nemt kan se hvilke fonte, der er brugt på en hjemmeside. Ikke nok med du kan se hvilke fonte, der er brugt, så kan du også se hvilken størrelse, linieafstand og evt. spatiering (letter-spacing) der er gjort brug af. Fontface Ninja kan installeres sammen med enten din Chrome eller Safari browser og personligt bruger jeg denne extension næsten dagligt – så den kan varmt anbefales.

Et andet værktøj som man hurtig kan drage nytte af er Palettab – som er en extension til Chrome, der viser 5 forskellige google fonte sammen med 5 matchende farver. Vil man se flere kombinationer trykker man blot på en reload-knap, hvorefter 5 nye kombinationer dukker op. På denne måde kan man finde frem til nye måder at implementere forskellige fonte med forskellige farver. Prøv det eller læs mere på www.palettab.com/

Gør dine egne erfaringer

Da vi som mennesker er forskellige, er der selvfølgelig også forskellige meninger om hvilke skrifter der er “fede” – og hvilke fonte der skal bruges for at underbygge dine statements, brands og kommunikation. Men prøv dig frem og eksperimentér med størrelser, farver, grafik og billeder. I værste fald starter du blot forfra hvorimod i bedste fald støber du grundlaget for en omgang genial design.

Håber dette indlæg har sat nogle tanker igang og åbnet øjnene for nye muligheder.

Indtil næste gang – keep design simple.