Effektiv farvebrug

Vi serverer her lidt grundforståelse for de forskellige farver og hvordan disse kan bruges som et middel til kommunikation.

Blog: Mogens Kristoffersen
Farver?

Hvad er der galt med sort? Slet ingenting... Men lidt kulør skader vel ikke - og når nu farverne alligevel er her, så kan vi lige så godt gøre gavn af dem!

"Rød, gul, grøn, blå o.s.v. Verden er fyldt med farver og det samme er godt design. Men kunsten at implementere farver (og helst de fede af slagsen) i det gode design kan være svær."

Mogens Kristoffersen, AD'er hos Novagraf A/S

Tjae, ligesom alt andet er der nogle grundregler, som man bør overholde.

Regler, som guider én på rette vej – og som hjælper med til at skabe blikfang og understøtte et budskab. Jeg vil her nævne et par tips, som jeg selv personlig bruger dagligt i mit arbejde med grafisk design.

Men først vil jeg lige præsentere farvehjulet med primære og sekundære farver, da disse er de mest hyppigt brugte farver – foruden sort og hvid.

De primære og sekundære farver

I farvehjulet ovenfor er farverne RØD / GUL / GRØN / BLÅ primære farver – og de øvrige er sekundære farver. Disse farver tolkes selvfølgelig forskelligt i diverse kulturer, men vores (europæernes) fortolkning af disse farver er generelt som flg.:

Rød: Passion, vrede, kærlighed

Orange: Glæde, vitalitet, energi

Gul: Håb, glæde, tiltrækning

Grøn: Begyndelse, naturlig, renhed

Blå: Autoritet, steril, ansvar

Lilla: Kreativitet, luksus, royal

De neutrale farver

De neutrale farver er modsat de primære og sekundære farver mere dæmpede – og bruges ofte som komplementærfarver.

De neutrale farver fortolkes generelt som flg.:

Sort: Elegance, mysterie, ondskab

Grå: Mut, neutralitet, kølighed

Hvid: Uskyld, ren, sandhed

Brun: Naturlig, rå, gammel

Creme: Rolig, simpel, ren

Sand: Smagfuld, kedelig, konservativ

 

Brug af farver

Farver kan bruges på mange måde – og skabe mange forskellige indtryk og virkninger. Kontraster kan bruges som opråb, hvorimod enkeltfarver kan understøtte et budskab eller tale til en bestemt målgruppe.

For at forstå farverne virkning bør man altid sætte sig i modtagerens sted. Skal man fx. designe et webforum for audi-entusiaster, så er lilla og lyserød nok ikke vejen frem, men man bør overveje stilrene farver såsom sort, hvid og grå – krydret med et ganske lille “touch” af den Audi-røde.

Omvendt skal man designe en ny grafisk linie for fx. skov og naturstyrelsen er det oplagte farvevalg selvfølgelig grøn og/eller brun. Dette farvevalg er oplagt, men der findes jo også utallige eksempler på ikke-oplagte farvevalg.

Fx. hvilke farver er IT, underholdning eller supermarkedet? Her bliver det sværere, men igen vil jeg tage udgangspunkt i kernemålgrupperne og analysere mig frem til et farvevalg. Er supermarkedets fokus fx. økologi, så er grøn og rød det oplagte bud – hvorimod er der mere fokus på discount, så bevæger vi os over i gule og blå farver.

Råb med farver

Farver kan også bruges til opråb – og her kommer især de primære farver, men også de sekundære farver, til deres ret. En iøjnefaldende farveflade med et simpelt, men slagkraftigt, tekstbudskab kan ofte være lige så effektivt som et godt beskrivende billede. Dette skyldes at vores hjerne ikke skal bruge ret lang tid på at afkode enkeltfarver og simpel tekst.

Kontraster – Når der skal larmes!

Brug af kontraster kan skabe god blikfang. Her skal man dog være opmærksom på at kontraster ofte “larmer” – og er man ude på at skabe harmoni, så er kontraster måske ikke det rette valg.

Prøv dig frem

Som med alt andet gælder devicen “øvelse gør mester” selvfølgelig også, når man skal vælge nye, fede og effektfulde farver. Kast dig ud i vilde kombinationer, men gør dig selv den tjeneste at trykprøve disse kombinationer med nye øjne eller fornyet energi. Mærk efter nede i maven – om nu også farven eller farverne tiltaler målgruppen, opfylder formålet eller skaber det ønskede blikfang.

Det var dét!

Skulle nogen have spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, så smid mig endelig en mail. Jeg vil hjertens gerne snakke mere om farver, deres betydning og brug med dig. Hold humøret højt – og husk at selvtillid er designerens foretrukne benzin.