Et billede er vel bare et billede...

Er det ikke? Det lyder umiddelbart som et relevant og meget konkret spørgsmål, men svaret er lidt mere omfattende. Det får du her.

Blog: Johnny Østergaard Pedersen
Billeder betyder noget. Punktum!

Du har sikkert en helt klar opfattelse af, hvad det er, der gør din virksomhed og jeres produkter helt unikke - uanset om det I tilbyder er en serviceydelse eller et mere håndfast produkt. Spørgsmålet er bare, hvordan du effektivt, rent visuelt, kommunikerer dit produkt og dit brand videre til kunderne.

"Et billede kan nemlig fortælle mere end adskillige ord. Men det forudsætter, at det er det helt rigtige billede. Vi er altid leveringsdygtige i det rigtige billede – men i de fleste tilfælde er det dig, som vores kunde, der bestemmer, hvilken løsning vi skal vælge. Meningen med dette blogindlæg er netop at oplyse, dig som kunde, om de valg du har samt hvilke konsekvenser, der hertil er forbundet. Her får du tre forslag til, hvordan en opgave kan løses. Både optimalt, godt eller uden de store ambitioner."

Johnny Østergaard Pedersen, AD'er hos Novagraf A/S

Professionel fotograf

Hvis der er luft i budgettet, er den optimale løsning ofte at få en professionel reklamefotograf til at løse opgaven.

En der har styr på teknikken omkring lyslægning, dybdeskarphed, komposition, og som i samarbejde med layouteren kan skabe den bedst mulige visualisering af dit produkt. Layouteren kommer til at danse af fryd… dit budskab kommer til at stå klokkerent for kunderne. Du bliver også selv glad… indtil du får regningen :0)

Denne løsning har alle fordelene – og stort set kun en ulempe. Den er dyrere end de andre alternativer. Typisk er der også en smule leveringstid.

Stockfoto

Stockfotos er et billigere alternativ. Her tilkøber du dig ret til at bruge et billede, fra udbydere som eksempelvis Istockphoto, Colourbox, Shutterstock, Getty Images.

Teoretisk set kan der findes et billede, der præcist matcher dit behov – men i praksis vil denne løsning være kompromisernes holdeplads. Kvaliteten på billederne er der intet at udsætte på. De er taget af professionelle fotografer… men de kan virke opstillede, og de kan meget vel være brugt i en kampagne som din nærmeste konkurrent lancerede ugen før. Kort sagt: de kommer hurtigt til at virke brugte – simpelthen fordi de er det.

Stockfoto er en hurtig løsning, billedkvaliteten er høj, prisen er lav, og udvalget er stort. Men det hele er sikkert set før, og budskabet sidder ikke lige i skabet, men måske i skabet ved siden af – hvilket i nogle tilfælde er godt nok.

Gør det selv

Det er jo nemt, hurtigt og billigt…

Du har sikkert en smartphone, der ifølge producentens lovprisninger er i stand til at tage billeder i en opløsning, der er stor nok til at dække den brede bag på en bybus. Så hvorfor ikke bare tage nogle billeder selv og spare omkostningerne til fotos helt væk?

Medmindre du selv er hotshot fotograf, så er det sikkert bedre bare bruge din smartphone til at ringe efter en der er. Du kan også bruge den til at sende sms’er og tage familiefotos :0) Godt nok kan en dygtig grafiker redde en del med kreativ efterbehandling og smarte filtre. Men den gode gamle SISO (Shit In Shit Out) regel virker desværre også her. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke vil forsøge at få det bedste ud af den løsning, hvis det er dit ønske – men det bliver altså ikke spitzenklasse.

Valget er dit … men det er vigtigt!

Vi ved jo godt inderst inde hvad vi selv ville vælge.

Men tænk lige over dette. Hvis den berømte fastfoodkæde, BurgerGuf havde forsøgt at sælge deres ikoniske MaxGuf burger ved hjælp af et mobil snapshot – havde deres image, brand og indtjening set en hel anderledes ud.

Vi lever i en visuel verden, hvor gode billeder sælger godt – og fantastiske billeder sælger endnu bedre.

Nu kender du mulighederne. Hvad vælger du?